fredag den 30. august 2013

Fjer, fjer og...

Jeg har haft gang i lidt forskelligt siden sidst, men ikke sådan for alvor fået færdiggjort... idag fik jeg lyst at finde den samling frem, jeg hen over sommeren har samlet sammen. Nød at jeg stadig at kunne sidde i ude (Når man ikke har en overdækket terasse må man jo tage carporten i brug :-) )


Helt sikkert inspireret af, bla. af de virkelig smukke serigrafitryk Nola har lavet. Samlingen af fjer var dog påbegyndt inden, men hun sparkede virkelig til lysten; at prøve Gelli platen sammen med fjer - fundet på morgen ture i regn og sol. Mest det sidste.


Jeg gik efter "enkelt" - for bedre at få detaljerne med. Sort, hvid - og alt der imellem. Efter nogle tryk hev jeg den blå med i legen osse... Jeg trykkede på forskelligt papir for at se om det gjorde nogen forskel i forhold til detaljerne. Hvis jeg skal lave collage er jeg blevet rigtig glad for at bruge smørrebrødspapir på rulle.


Til gengæld tåler det kraftigere papir at man trykker hårdere/gnubber flere gange, hvilket ofte resulterer i helt fine og tydelige detaljer. Det sker næsten hver eneste gang jeg sidder med "den herlige geléplade" at jeg bliver grebet af det. Liiiige skal prøve, på en anden måde, med en anden farve eller, hvad der sker, hvis jeg trykker noget ovenpå. Noget lykkes - eller bliver rigtig spændende. Andet det stik modsatte. 


Resultatet bliver næsten altid en stor stak papirer som jeg senere kan dykke ned i. Trykkeseancen idag var sjov- og som med så meget andet - var det de "mest uperfekte fjer" som gav de mest spændende tryk.
On that note... Hav en skøn weekend -måske med uperfekte planer...

(I'm linking this post to septembers colorful Gelli Party at Carolyn Dubes blog a colorful journey)

tirsdag den 20. august 2013

Fra dengang Mor var dreng...

Jeg har fået fingre i en flok gamle blade - det ældste fra 1963. De er tænkt som elementer i collager, måske til at trykke på - og måske blive inspireret af billeder eller tekst deri.


Uanset, hvad de bliver brugt til på sigt, har de ihvertfald givet smil på læben - og tanker om "dengang". Reklamerne er De's, der tales til den dygtige husmor, den mandlige kontorist med pressefolderne på rette sted (nåh ja... og den rigtige lighter) Timeglasfiguren er tydeligvis osse i fokus.


Og så er der de historiske glimt; Mordet på Kennedy og forlovelsen mellem Dronning Margrethe og den - dengang - kommende Prins Henrik. Sjove tilbageblik. Ikke mindst prisen som dengang i 1963 var den nette sum af 1,10 kr.

I en helt anden boldgade, skal der da lige lidt billeder med fra dagens hygge med en rigtig god veninde. Om noget har vi vores tilgang til, og glæden ved, det kreative til fælles. Særligt med rod i maling (og "gras" som hun kalder det - fingre fedtet ind i akrylmaling er "gras" på den fede måde :-) ) Selvom jeg, som nævnt den anden dag, IKKE mangler redskaber at trykke med, er det alligevel svært at gå forbi de forskellige gode sager på morgenturen.... "måske kunne man....", "det kunne se flot ud i kombination med...." - og med hjem kom en rigtig go' håndfuld "engangsredskaber".


Indrømmet; idag var det måske ikke lige det mest banebrydende vi fik lavet. Det var ALT for længe siden vi havde set hinanden. Rigtig mange ting skulle vendes. Både i den lette og lidt tungere genre. Lidt blev det dog til - og udvekslingsdelen er bestemt også vigtig. Meget.... (og så er der jo god grund til snart at mødes igen.)


De fire screen stencils er fødselsdagsgaver fra en anden skøn veninde. De tre har været i restordre, og er derfor først landet i mine hænder for ganske nylig. De er super nemme at bruge og idag skulle jeg altså lige afprøve scooteren. Som sagt, ikke store landvindinger MEN jeg har længe haft en plan om påbegyndelse af en "art journal" - og hér kunne en del af mine (maaaaange) print fint bruges som baggrund. Ligeledes som collage materiale og som dele i mine malerier. Til kort. Til..... Vi får se :-)

søndag den 18. august 2013

HAY, dild, T.I.N.G, fjer - og alt det andet...

Sommeren har været SKØN!!! Det kreative har været lidt kørt ud på et sidespor... Ihvertfald de større projekter. Små ting hist og hér er det blevet til. Et smut til Silkebor og den helt igennem skønne T.I.N.G (også selvom min svoger ikke heeelt kunne forstå "what the fuss was all about" :-)


 Ligemeget....jeg kunne ha' gået der i evigheder; lækre sager, fede mønstre - masser af inspiration og "man kunne måske......" Det blev til lidt lækkert papir og en spirrograph fra HAY (blev vældig nysgerrig efter at få en da jeg for noget tid siden så en hos Nanette) Rejsegilde hos selv samme svoger (og svigerinde) og naturligvis skulle der en krans til. Masser af gode sager i naturen - som så kom til at bestemme farverne. Bynke, rejnfan og rønnebær. Andre lækre farver - og mere inspiration sørgede en af mine søde naboer for.


Hendes dild var væltet og hun tænkte jeg ville synes om dem, og bragte mig en buket i forskellige størrelser!! OM???!! Jeg tog en mængde billeder og ønskede SÅ meget at jeg var skarpere til det fototekniske. Hold op, hvor var de flotte altså!! Et andet lille projekt var lidt sten-tegning på hjembragte sten fra Vesterhavet. Ikke stor kunst - nope - men bestemt et hyggeligt lille krea-projekt.


Nye indsamlede grejer til tryk på min Gelli Plate. Har en veninde aftale på tirsdag med et par Gelli Plates og en stribe farver og glæder mig til at udforske nye trykke redskaber ( kan se at billedet ikke er fyldestgørende - er bange for der er stoppet flere ting i skabet end disse....) 


 Mad skulle vi jo osse ha'. Altså.... Muligvis skulle vi ha' spist en smule mindre af det knap-så-sunde men.... Ihvertfald blev det en aften til grillede hindbærsnitter på eftervarmen (i selskab med et par brankede frankfurtere) Uuhhmmm de var gode! Og øøhhh..apropos flere redskaber stoppet ind i det allerede GODT fyldte skab; "Nogen" er begyndt - i det små - at gøre klar til mit kommende værksted. Jeg glæder mig. HELT Vildt!!! Osse selvom jeg godt ved jeg skal være tålmodig. Og det er jeg.... Eller prøver... Hårdt....


Og nu der VAR gang i projekt-værksted hjalp Bukkebruserne med osse at vælte skorstenen. HURRA for unger der ikke er kede af at gi' en hånd med når man spø'r. Pænt.... Og jeg spurgte pænt. Meget pænt; "jeg kunne rigtig godt tænke mig sådan og sådan, rustikt, lavet af palle-træ.... Kan I tegne - og bygge"?? Og ja de kunne - og gjorde!! Så nu står den der og skal lige have en gang maling. Og skulle den mod forventning falde helt ved siden af hvor den er tiltænkt - så bliver der helt sikkert plads i....værkstedet.... ha ha...


Slutteligt blev det til et krus. Et helt særligt ét. Til en helt særlig ung mand. En kammerat som er kommet her siden han var HELT lille. Som vi har fulgt i stort og småt og som idag skulle tage hul på efterskolelivet. Dét kræver en lille hilsen med. Jeg så koppen hér og tænkte at dén ville være super med en el-kedel, pulver til kakao, mini marshmallows og en pakke kiks. Så håber jeg HAN bliver lige så glad for efterskolelivet som vores Største og Mellemste Bukkebruse. Sidstnævnte er siden i torsdags tilbage til skoleliv og udfordringer på Staby Efterskole. Og stornyder det! For hjemmelivet betyder dét at vi nu er helt og aldeles tilbage til hverdagen - forhåbentlig også for mit kreative liv og ikke mindst bloggen. Good to be back...


lørdag den 27. juli 2013

Summer Love...

Der er dømt ferie - her på matriklen og over en stor del af det danske land. Det er skønt!! Og vi nyder - med stort N. For os har ferien bestået af pool og afslapning i totalt skønne omgivelser i det sydlige Tyskland.


Efter fem dage, og opløsningens grad nær, kørte vi til Berlin til 3 dages storby-ferie. Virkelig spændende by!!! For Søren, hvor er her bunker af oplevelser, bunker af historie og ikke mindst inspiration....


Men nu er vi altså tilbage. Og nyder at solen og sommeren for alvor fandt Danmark!! At morgenmad, aftensmad - og alt derimellem kan nydes på terassen. (især hvis man er villig til at dele pladsen med gnavpander. Oohh well - can't have it all :-) )


Der er dage med stille laven-ingenting. Dage med korte visitter til byen (man SKAL jo proviantere) Dage med venne-hygge eller små-udflugter. Idag kaldte vandet....vi valgte et sted, hvor vi tænkte der ikke var så mange så vi fint kunne have Nova med. Vi fik ret; så der var både tid i-snor og af-snor. Og masser af bliv-våd-tid. Den elsker det. Det gør vi sådan set alle. At få tæerne dyppet, vind i håret og tankerne blæst igennem.


Det er så meget sommer og vi holder altså fri. Liiiidt endnu. Men jeg har masser ideer som står i kø - så er det spændende om jeg kan forvalte noget af det til reele krea-projekter. Hope so.... Til da vil jeg bare "lade stå til" og være - vi ses en dag der pludselig igen bliver "tid". Fortsat go' sommer derude!!!!

tirsdag den 9. juli 2013

Festaften til Landsstævnet...

Lørdag aften blev brugt i det smukkeste selskab!!! De to største Bukkebruser befandt sig i ugens løb i orkanens øje i Esbjerg. Dér hvor oplevelserne stod i kø - og klapsalverne ligeså. Mellemste Bukkebruse deltog med det 4600 store efterskolehold - i mindre målestok sammen med kammeraterne fra Staby Efterskole.


Fredag og lørdag skulle de optræde med et stort festshow som de har øver på gennem vinteren. På egen skole. En enkelt gang inden ferien mødtes de alle 4600 elever for at prøve koreografierne af. I samlet flok. Mit gæt er at det må have været intet mindre end hårrejsende for de som har tænkt og sat sammen.


Lørdag var den store festaften, hvor showet skulle opføres for sidste gang. fællesserier, drenge- og pigeserier bygget op over temaet "Et efterkoleår"; fra sommerfuglene i maven, kaos som bliver til orden, kærester og venskaber osv, osv. Vi bad Karen Wolf bage lidt og kørte mod Esbjerg i smukt solskin. Det blev en helt fantastisk oplevelse.


Og at gengive i billeder....yder faktisk ikke retfærdighed. Der var store smil, farver, formationer, kuldegys, stolthed, glæde, disciplin, forløsning, samarbejde, musik - og en hel  masse mere. TUSIND, TUSIND TAK for oplevelsen!! Og ligeså MANGE TAK til skolen for at give vores unger en oplevelse af en sådan kaliber.

mandag den 8. juli 2013

Nogle særlige tal - og "naturens skattekammer"...

Et andet indlæg var egentlig planlagt MEN jeg har fået øje på "tal". Et par forskellige faktisk; indlæg nr. 100 og bloggen har rundet 1 år d. 2 juli - helt uden jeg opdagede det. Fødselsdag afstedkommer da gaver. I en eller anden form. Ikke TIL men FRA. Det er vist på tide med en Give Away på matriklen. Men HVAD og HVORDAN....??! Dén del har jeg ikke lige løst. Endnu. Måske en kombination af noget af "mit" og noget "købt" (Lidt i stil med noget nyt, noget gammmelt, noget lånt & noget blåt måske....)


Og hvordan med "reglerne"; jeg vil jo gerne ha' bloggen bredt ud til flere læsere - på den anden side vil jeg jo osse gerne at de som skriver sig som faste læsere rent faktisk er nogen som læser....Aaahhh Okay...jeg padler kan jeg mærke :-) Jeg må løse "hvad" og "hvordan" henover sommeren, og så lover jeg der kommer en give Away. Og har I gode ideer til puljen så kom FRIT frem - vil gerne høre ideer og forslag :-) Måske dukker det pludselig op til mig på en af mine gåture. Som så meget andet gør.


Hér får jeg mange ideer; både til ting jeg ikke aner hvordan er opstået. Men osse ideer som er kørt fast løses pludselig; "NU ved jeg, hvad næste skridt er..." For så slet ikke at tale om de bunker af inspiration til strukturer, former, farver & farvesammensætninger, mønstre mm. Jeg elsker det - og vil være at finde med åbne øjne og ditto sind derude. NU er sommeren jo over os.... Yyeeeaahhhhh!!!!

tirsdag den 2. juli 2013

Krea Camp tur-retur - masser af læring på flere planer...

At være med på Krea Camp på alle måder en STOR oplevelse!!! Så kort kunne det faktisk siges, men der skal altså flere ord på.

Mandag morgen satte jeg kursen mod Anettes hjem; vi har mødtes én gang før og selvom det gik rigtig fint første gang kendte vi jo ikke hinanden meget. Eller godt for så vidt.... MEN sådan føltes det altså. Turen til Århus gik rigtig hurtigt; der var mange ting at vende og snakke om. Hyggeligt, rart og sjovt var det simpelthen!!! Og stemningen fortsatte da vi ankom hos Tina. Hos Tina er der hjerterum med stort H; det var nemt at føle sig hjemme og slappe af. Og der var masser af ting at kigge på. Ikke mindst var det rigtig sjovt at komme i Tinas "Værktor", som vi hver især har læst om på bloggen. Hér var sager!!!! Alt mellem himmel og jord.... Vi stod om bordet; Tina, Karin, Birgitte, Anette og jeg. Og Tina vist frem fra hylderne af materialer og gode sager :-) Og snakken gik!!! For mit eget vedkommende lærte jeg hér noget nyt om mig selv. Jeg tænker kreativt på en hel anden måde end jeg egentlig troede; ideerne som ellers plejer at stå i kø hos mig, og som indimellem "larmer" - de udeblev. Eller ihvertfald næsten... Jeg troede at det ville kick starte BUNKER af ideer. Og det var altså ikke tilfældet :-) Istedet er ideerne så kommet efter hjemkomsten, så mange at jeg var nødt til at skrive ned efterhånden for de kom jo liiiige dér - i nakken af hinanden. Så okay - sådan er det så bare for mig. Og det er okay - bare anderledes end jeg forestillede mig!!


Men det var SKØNT at være omgivet af kreativ energi og supersøde kvinder. Det var noget helt særligt at møde nye mennesker - og så alligevel føle sig forbundet. Føle at man uden problemer kunne dele såvel løst som fast. Dét gav glæde - og gør fortsat! Et stort privilegium synes jeg, at kunne være lige præcis den man er, føle sig hjemme, dele tanker og en masse gode grin!!! Hele denne del var Hanne 100 % også en del af. Hun kom til spisetid da hun liiige skulle sætte hue på sønnike og drikke lidt bobler først - men hvad gør det når man bare falder ind i flokken. Instantly - og uden at have været en del af eftermiddagen - dejligt.


Atensmaden sørgede Tinas dygtige søn før. Hold op, hvor var det LÆKKERT. Og jeg kan kun opfordre til at suse til Andreas' hjemmeside og se, hvad han laver. Måske du har brug for en til at sørge for maden til en kommende fest?! Han får den største anbefaling herfra (en "go'" blogger husker vel at tage billeder og vise frem....tjahhhh... måske.... Men jeg nød det bare. Uden kamera). Jeg kan nærmest smage rabarberskummen endnu. Og den sprøde, syrlige marengs - uuhhmmmm.


Om aftenen var der hygge og snak omkring bordet, slik fra Sverige (Tak Hanne :-) ), et bord der bugnede af sjove materialer, ost og knækbrød, afprøvning af "strikke-dimser" og "pom-pom-makers" - alt hvad et krea-hjerte kunne begære. Anette og jeg var så heldig at låne annekset i haven, og det var rigtig hyggeligt at vågne sammen næste morgen og starte dagen stille. Efter morgenmaden måtte jeg konstatere at kræfterne var brugt. Som jeg en enkelt gang har fortalt er jeg udfordret på min fysik og det slog igennem hér. Jeg måtte kravle til køjs - heldigvis og Hurra for Tinas lækre day-bed; så kunne jeg stadig være en del af gruppen og jeg kunne hygge med Tinas søde hund. Det gjorde mig ked af det at jeg ikke kunne få to dage MEN når dét så er sagt var det godt selskab at være i, og det kunne ikke være anderledes.


I løbet af de to dage blevder bla. arbejdet med flade plastikvaser som blev pyntet (jeg skulle selvfølgelig prøve med min  Gelli Plate) der blev brugt kork, paverpol, træpinde blev malet og fik navne (til Tinas højbed) bogomslag blev klippet i og trykt på (måske Karin viser frem en dag) der blev lavet rustpapir og, som tidligere nævnt, strikket på "strikkedims" (måske har den et bedre navn - jeg tror det næsten...) og lavet pom pom'er, der blev filtet på sten og lavet små billeder med limpistol, grene og "små flyvere" fra naturen. Der blev lavet "sten" og broderet i disse....der blev lavet mere - men dette var noget af det vi havde gang i. Og som sagt er der, hos mig, stødt nye ideer til efter hjemkomsten  - jeg er garanteret ikke den eneste!!


Kære Tina; 1000 tak for at du åbnede dit hjem for os og for din måde at være på - og til jer alle for et par fantastiske dage. Det var rigtig dejligt at møde jer....