tirsdag den 25. december 2012

Glæde og taknemmelighed...

Bordet blev pyntet og dækket til ti.... Klar til familie-rykind og hygge med den allernærmeste familie. Jeg elsker at pynte op og gøre klar og kan samtidig glæde mig over en familie, som hjælper hinanden og hver især bidrager så ingen sidder som en karklud i hjørnet når aftenen er omme.

Træet er ikke et "tema-træ"; der er alt fra skæve julehjerter til amerikansk julepynt over tre gl. engle på rad - givet til ældste Bukkebruse af min Mormor mens hun stadig levede. Han er rigtig glad for de engle og vil selv hænge dem på. Hvert år. Traditioner er dejlige (når bare der andre steder er plads til nye tiltag :-) )


Kuglen med mit navn fik jeg af min værtsfamilie da jeg var i huset derovre som 19-årig. Jeg kan huske at det betød rigtig meget for mig at de havde bestilit en kugle til deres lille søn. Og en til mig. Den pakkes forsvarligt ned hvert år og gensynsglæden er stor. Ikke nødvendigvis på grund af dens skønhed - men meget mere alt det som knytter sig til den. Dét år var julegaven fra Beths forældre en lille porcelæns-engel fra San Fransisco music company - den passes tilsvarende godt på!! 

Og seneste skud på stammen af amerikansk pynt; selvfølgelig skulle vi selv have noget med hjem fra turen derovre. Valget faldt på en ramme, med årstal som blev monteret med billede fra gåturen over Golden Gate Bridge - en af de oplevelser som for mig står som noget af det største og smukkeste!!


Under juletræer hist og pist var enkelte helt eller delvis hjemmelavede fra min hånd; under delvis hører nok gaven til farmor; en kalender med hele familiens fødselsdage og hendes børns bryllupsdage. (Jeg havde en liste med mere end 100 mærkedage - GODT man har en kalender at kan søge hjælp i.) Desuden kan der være brug for hjælp til at huske de små daglidags aktiviteter; et lille stempel blev fremstillet af viskelæder ( set mange steder på nettet, men også for nylig hos hende her).

Der blev tegnet på tallerkener a la hende her (Men glemte selvfølgelig at tage billeder inden indpakning...) Jeg syede et par puder til min søster med billede, citater og stjerner (stoffet var en mulepose fra Søstrene som blev klippet op og passede fortrinligt til formålet. Billede og citat kunne fint stryges på bagsiden af stoffet). Jeg ville gerne have bare antydningen af farve og da lilla er min søsters ynglingsfarve er lilla brodrede jeg henholdsvis rundt om nogle stjerner på den ene og en streg der snor sig på den anden (Jeg fik hjælp med de fine videoer hende her har lavet)


Til mindste Bukkebruse blev det bla. en  omforandring; allerstørste ønske var arbejdstøj som sin fars. Manden hjembragte en trøje i str. M som blev klippet til og syet sammen så den nu istedet passer en arbejdsglad dreng på 10.

Hos os er 1. juledag altid "hellig"; vi skal ikke i byen eller have gæster (vigtigst var det nok især da drengene var små; at der var ro til at kigge til gaver og meget gerne spille nye spil)  Jeg nyder nu stadig den tradition; jeg nyder bare at "være", gå en tur eller to, læse lidt og selvfølgelig kigge og bladre i de gaver som JEG blev betænkt med under træet. Fra Manden en forlænget weekend for han og jeg til foråret - jeg ELSKER at der er lang tid til så jeg kan planlægge og undersøge. Og bare glæde mig!!! Jeg elsker at jeg skal afsted med ham - min Mand. Kort sagt en skøn gave...


Og sådan var der masser af dejlige gaver, med tanke på lige præcis mig; det gør glad at jeg kan mærke der er lagt tanke bag fra giverne. Glæder mig til at bruge nye kreasager. Og pynte mig med duft og lunt om halsen. Pynt til træerne (i det helt rigtige lys og lidt lommepenge fra "nogen", som havde hørt om en up-coming London tur) Og så var der overraskelsen; en veninde, som havde fået sneget en lille ting ind under træet uden jeg anede noget. En påskønnelse af mig og vores venskab. Et gavekort til brunch eller frokost for os to sammen.... STOR glæde og lidt fugt i øjenkrogen - over ordene og tanken bag.

For det alt sammen er jeg bare.... GLAD og TAKNEMMELIG.... Glædelig 1. juledag

4 kommentarer:

  1. Kæreste Kusine.
    Hvor lyder det som en dejlig aften - i familiens skød og med nærvær og hygge. Din søde mor ringede til mig lige som resten af din familie sad og så Disneys juleshow - skønt at kunne sende en hilsen til jer alle.

    Glæder mig til at se dig i det nye år.

    Kram Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Kram til dig... Det var en rigtig dejlig aften!!! Jeg HAR set billeder af den hele familie bænket (jeg nuppede en lille lur for bedre at kunne "nyde" og "være") Havde døren på klem så jeg kunne nyde lyden af hyggesnakken mens jeg faldt i søvn :-)

      Jeg glæder mig BESTEMT også til at se dig. JER!!! Knus Fra Kusinen

      Slet
  2. Hvor er det dog et smukt pyntet julebord, meget meget fint :) Glædelig jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind Tak Anita :-) Jeg synes også det blev som jeg havde "tænkt det" - og det var dejligt at sætte sig til bords...

      Glædelig jul til dig også :-)

      Slet