torsdag den 30. august 2012

En ugle,nogle pinde og et par halve elefanter...

Der er en umiskendelig snert af efterår i luften. En skarphed... Men der er dejligt derude. Synes jeg. Og gåturene er bla. blevet brugt til at få ideer til et nyt billede. Et personligt et af slagsen som skal bruges til et diamantbryllyp. Meningen er at det skal bygges op som en collage i baggrunden - med forskellige personlige effekter. Lagene ovenpå skal være transparente så en del af effekterne anes. Ovenpå forskellige motiver som siger noget om diamant-brudeparret. Fortæller deres historie. Jeg kan rigtig godt li' idé-fasen; ideer som popper op. Nogle forkastes. Nogle fastholdes eller arbejdes videre på...

Collage-bunden er lagt nu. Håber ideerne fra hovedet finder vej til lærredet. Og nååh ja... så er jeg kommet et par skridt videre med dåbsbilledet. En ugle og både hele og "halve" elefanter er blevet tilføjet. Nu vurderer jeg lige, hvad næste skridt er.



Endnu en træklods har set dagens lys. Denne gang i meget klare farver. Den veninde som fik den allerførste træklods har ønsket sig en til i farverne turkis, lime, rød og orange. Så imorgen når jeg går til fødselsdagskaffe medbringes den under armen og jeg håber den blev som hun ønskede.

En vase har fået anderledes indhold - sandvaskede pinde fra stranden. Ideen nuppet direkte fra super kreative Anette. Lysestagerne fra Jeppes konfirmation pynter sammen med. Ideen hertil... tjahh... fundet præcis samme sted :-)

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, men idag er torsdag. Og solskin. What's not to like?!

Håber du har det på samme måde - Anne-Mette

søndag den 26. august 2012

Krakelerede krukker og havtasker...

Jeg kan simpelthen ikke. Vælge... der var så mange lækkerier for øjnene. Masser af inspiration. Lige som jeg vidste der ville være. Så når jeg nu ikke kan vælge kommer her nogle "smagsprøver"...



Idag var der "åbne døre" hos forskellige kunstnere her i midt-vest. Der var mange forskellige at vælge mellem, men tiden er ikke altid som man gerne vil, så jeg skulle kun et sted.   Hér var valget til gengæld ret nemt at træffe.




Jeg skulle - som i virkelig skulle - selvfølgelig ud og se, hvad Merete havde lavet siden vinterkurset sluttede. Som jeg har skrevet før er det bare det lækreste galleri; en gammel lade som er lavet til galleri - eller arbejdende værksted, som hun kalder det. Uanset benævnelse er det bare et rigtig skønt sted at komme.




Der er så mange ting at kigge på. Nyde, suge til sig. Detaljer i omgivelserne såvel om i billederne Jeg elsker humoren og den skæve tankegang der også findes i hendes malerier. OG så Merete bare sød og dygtig - og en hel masse mere, som det kan være svært at skulle sammenfatte med få ord.




Måske kan jeg gøre det bedst ved at sige at jeg var glad udenpå og indeni da jeg kørte derfra. At det var lige hvad jeg trængte til. Som jeg sagde til familien inden jeg kørte hjemmefra; "jeg kører ud og får et skud maling i årerne"...

Og det var lige, hvad jeg gjorde...Som det måske er til at regne ud kan jeg sende en varm anbefaling i forhold til at besøge "Galleri Nordenkær" - måske det osse hjælper på DIT humør :-) (uanset om du trænger eller ej)

Må ugen blive ligeså farverig - Anne-Mette

fredag den 24. august 2012

Aaahhh...

"Næste kapitel" i de to billeder jeg henholdvis startede op og arbejdede videre på, gik kun delvis som jeg håbede. Billedet som skal ende med at blive et dåbsbillede "tegner godt". Efter leg med gelatine-tryk var der skabt en masse spændende som var godt at bygge videre på. Og jeg ér lidt videre.


Det større billede som jeg gerne ville lave store aftryk på blev ikke helt som planlagt... men det er jo også det fede; at materialerne ikke kan kontrolleres, men at jeg må bruge det der dukker op. OG der er potentiale... Tror jeg. Er jeg sikker på. (Som min søde vinter-male-lærer Merete siger; du kan altid male det over, hvis... og selvom det jo er logisk og simpelt har det været godt for mig at blive mindet om. Det giver meget mere plads til leg, øve, afprøve. Jeg kan jo altid male det over). MEN jeg har nye planer, nye eksperimenter.


Idag... vil jeg bage til weekendens børnefødselsdag, glæde mig over at det er fredag og lige på tærsklen til weekend. Men allermest vil jeg glæde mig til vi får Mellemste Bukkebruse hjem for en kort stund. Det bliver en dejlig weekend!!

Må din blive det samme - Anne-Mette

onsdag den 22. august 2012

Husblas og gamle ordbøger...

jeg har været igang idag. Med lidt indledende øvelser. Jeg har længe haft et lærred stående jeg brugte til rester på vinterens kursus. Dét er vist klar nu til at blive arbejdet lidt mere på... Og på tide ku' man sige.Men hvad hjælper det når jeg ikke lige kendte retningen. Det gør jeg nu - eller ihvertfald har jeg planer. Samtidig har jeg lovet en af mine søde svigerinder et dåbsbillede. Så nu går jeg igang med dem begge, og med at lægge noget bund på...


Jeg har planer om noget monoprint også og da lærrederne er lidt større end min lille geléplade laver jeg selv en. Tænkte at jeg passende kunne vise frem. MED mål denne gang. Til 12 dl vand brugte jeg 4 pakker husblas. Måske havde tre været nok. Jeg ved det ikke, men ville være sikker på der var nok geleringsmiddel  i fra starten. Da husblassen var smeltet og blandet op med vandet røg det i en gammel form som egner sig fortrinligt. Jeg bruger bagepapir så jeg kan tage plade ud af formen. (et godt trick - hvis du ikke kender det i forvejen - er at kramme bagepapiret i våd tilstand. Så bliver det meget mere føjeligt og nemt at sætte pænt i hjørnerne) Direkte i køleskabet og efter et par timer er det klar til leg. Pladen kan sagtens holde en uges tid, hvis man får den på køl når man er færdig med at bruge den...



Nu er jeg igang... så håber jeg at komme videre imorgen.

God tirsdag - Anne-Mette

mandag den 20. august 2012

Morgenhilsner og lyden af "ham der ikke er her"...

Hører man mon stadig under kategorien "almindelig", når man hilser køerne go morgen? Og siger "hej" til hestene længere fremme på morgenens gåtur?



På den anden side... hvem siger "almindelig" er noget at stræbe efter?? JEG (og Nova) hilste på både heste og køer. Nød den flotte, flotte morgen og at det så ud til at vi kunne blive beriget med endnu en dejlig (sen)sommerdag.



Samtidig nød jeg rigtig meget at selvom jeg ikke i hverdagene har Mellemste Bukkebruse under mine vinger, så har han efterladt sin lyd. Det gør mig glad at lytte til og jeg tænker rigtig meget på ham. Med smil på læben... Jeppe = en masse ting naturligvis MEN trommerne er bestemt én af dem. Han er dygtig! Altså sådan rigtig dygtig - og her er det ikke kun set gennem en mors "objektive" briller. Vel!?



Så han har lært mig at holde af en masse musik jeg helt sikkert ikke ville have stiftet bekendtskab med ellers. Og at blive dus med det... for når man øver spilles musikken jo ikke kun en, to eller tre gange. Det er klart... Derfor ligger Nickelback også på min Ipod nu. Der er mange gode at vælge imellem. Dette er et af de mere stille men virkelig gode numre (og videoen én af dem der giver gåsehud - consider yourself warned)


Må mandagen byde på masser af sol - Anne-Mette


fredag den 17. august 2012

Sommerfugle og nødhjælpspakke...

Igår kom så den dag vi har talt om et stykke tid... dagen, hvor Mellemste skulle flytte hverdags-matrikel. Og i perioder mere end dét. Han skulle tage hul på et efterskoleliv sammen med 186 andre unge mennesker. Sandsynligvis ligeså spændte som han selv. Vi har samlet grej og vasket tøj. Sikret at alt var i hus - lige fra håndklæder til højskolesangbog og alt der imellem. Ved middagstid havde han pakket alle tasker og var klar. Og naturligvis sørget for at tasken også indeholdt den vigtige "nødhjælpspakke" som gode venner kom forbi med. Dèt varmede...



Ligesom tasken var klar var også sommerfuglene - en lille sværm som vidnede om at nyt og ukendt var indenfor rækkevidde. Så er det altid rart at kunne ligge i arm med trygheden og det velkendte. Her var  Nova kun glad for at kunne hjælpe...



Vi har prøvet det før. Ved at fra nu af går det endnu stærkere. Oplevelser og udfordringer - i mange forskellige kategorier modner. Og gør stærk. Og Jeppe har glædet sig og er klar. SÅ klar. Ikke mindst til at prøve at stå lidt mere på egne ben. Dejligt for os at vide at selvstændigheden øves i trygge omgivelser.

At der så ved sengetid tikkede en kort sms ind med tre dejlige ord gjorde kun det hele endnu bedre. Ikke de ord vi sædvanligvis forbinder med "de tre ord" - men ord som fortalte mig, at sommerfuglene havde fundet hvile - og aftenen budt på dejligheder. Lige det der gjorde det godt at lægge sig til at sove.

Må weekenden også byde på dejligheder - Anne-Mette


torsdag den 16. august 2012

Groft salt og Lego...

I eftermiddag - præcis kl. 15 - skal vi aflevere mellemste Bukkebruse på efterskole. Det bliver godt... men også underligt. Mere herom senere.

Vi kender til skolen, hvilket er rigtig dejligt. Både for os herhjemme men også for den kommende efterskoleelev. Jonas har de seneste to år gået på Staby efterskole og har haft nogle fantastiske år - og bunker af oplevelser. Han kom hjem til sommerferien og ville gerne have sit værelse sat lidt i stand - man ændrer sig på to år. Det indebar også at han ønskede sig en lille billedvæg - bl.a med billeder fra Staby. Jeg lokkede om ikke det kunne være godt at have noget blandt billederne som IKKE var fotos. Han lod sig overtale...

Jeg havde en idé.


På talerstolen på skolen står; "vil du tænde må du brænde" (og der er åbenbart mere til denne sætning) Dette valgte jeg at bruge gentagende gange i øverste del af billedet, Skrev på en go gammeldags skrivemaskine selvom ungerne synes jeg var HÅBLØS. Det ku jo skrives på computeren og "copy-paste". I know... det kunne man selvfølgelig, men jeg synes bare et ægte hakkebræt giver en ekstra dimension. Punktum drenge...

På nederste del brugte jeg sort vandfarve (godt med vand) og dryssede med groft salt. Når det er helt tørt kan man børste saltet af og man står tilbage med noget fedt struktureret papir (synes jeg). For et års tid siden så jeg hos Anette at hun havde brugt et lego-hjul til at trykke med - det synes jeg så rigtig fint ud, så dét brugte jeg mellem top og bund.

De to personer/gymnaster er logoet for Staby Efterskole - dog i andre farver som Jonas valgte. Dels for at matche et par fotos - dels for at give et par farveklatter i det grafiske.



Jeg har det ofte sådan at , hvis jeg har fået en idé er jeg bare NØDT til at prøve det. Få det ud af systemet - so to speak :-) Så vi aftalte at jeg kunne lave det jeg havde i tankerne, og hvis det faldt i sønnikes smag kunne han bruge det. Hvis ikke... så havde jeg haft det sjovt alligevel. Men .. selvom han forinden skulle overtales, blev han rigtig glad for resultatet og det er nu klar til at komme op på væggen.

God torsdag - Anne-Mette