torsdag den 27. marts 2014

Nogen gange har man bare lov at være (rigtig) heldig...

I fredags begyndte Mindstemanden til "mountainbike". Han var glad og tilpas, til trods for et lille styrt i skoven; det hører vist med. Særligt når man er ny. Han byggede baner i haven - ville gerne udfordre sig selv. Så vidt så godt.... I tirsdags cyklede han til købmanden og på vej hjem kommer han forbi nogle trapper. I hans øjne en fortrinlig forhindring. Han får sikkert pæn fart på, men kender stedet, hvor han cykler.


Desværre får han ikke bremset i tide. Han cykler lige ud i siden af en bil. Bliver kastet op på motorhjelmen, hvor bilens forrude smadres og lander på den anden side af bilen. Stakkels, stakkels ham - og det samme for billisten som var helt uskyldig.

Men Marcus har været heldig. VI har været heldige. Som i meget, meget heldige. Han er sluppet med lidt blå mærker bagpå og på knæet. Det er små bitte marginaler som gør at historien endte som den gjorde; og jeg skal være ærlig at sige, at det er de forskellige scenarier som har udspillet sig i tankerne mange gange de sidste par dage. Vi kan ikke bruge det til noget som helst. Andet end til at være DYBT taknemmelige. Og det er vi!!!














                      (Billederne hér er helt uden for kontekst - og så alligevel ikke. Det er en collage jeg lavede efter Mindstemandens 12 års fødselsdag for nylig)

HELDIGVIS bruger Marcus altid sin grønne cykelhjelm, heldigvis var billisten lige drejet om et hjørne så farten var lav. heldigvis ramte han siden af bilen og ikke ind foran, heldigvis.....Heldigvis fik han bare et par blå mærker og en rigtig grim oplevelse. Men også en forståelse af - på den hårde måde - hvad det er vi mener når vi snakker med vores unger om at være agtspågiven i trafikken.
Kys jeres unger og dem I ellers elsker. Fortæl dem ENDNU ENGANG, hvorfor det er så super vigtigt med den hjelm. Og at passe på derude i trafikken.

Hvorfor overhovedet skrive dette indlæg; fordi livet bag skærmen er andet end hygge og krea-dimseri ( desværre ;-) ), fordi der er nok af årsager til at skønne på alle de små og store fantastiske ting i vores liv. Sidst, men ikke mindst, for at huske os selv og vores unger på at det er ligegyldigt, hvem der har "retten på sin side" i trafikken - de bløde trafikanter kommer altid til kort.

Cyberknus herfra...

4 kommentarer:

  1. Puha, Anne-Mette. Sikke en forskrækkelse. Godt det efter omstændighederne ikke gik mere galt. Jeg håber Marcus stadig har mod på at køre mountainbike. Og ja, du har ret. Man har lov til at være rigtig meget heldig

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det bare Karin. Nu har vi sunket oplevelsen og han var heldigvis tilbage på cyklen næste dag.... TAK for din hilsen Karin

      Slet
  2. Puuuuha! Sikke en grim oplevelse. Også selvom det - trods omstændighederne - endte godt. Nogle gange fristes man til at tro, at der i nogle situationer, er nogen, der har holdt en hånd over én. Det giver stof til eftertanke, når sådanne ting sker. Og man bliver lige pludselig ekstra opmærksom på, om man nu også får sagt og gjort alt det, men gerne vil til dem, man elsker og holder allermest af. Ja, livet bag skærmen er også andet en 'hygge, glade smil og kreative udfoldelser'. Jeg har selv haft behov for at lave et lidt anderledes indlæg idag. Og dét er der jo heldigvis også plads til, at man 'må' herinde i Blogland.
    Ønsker dig og din familie en rigtig dejlig søndag.
    Kh. Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Min sæster sagde præcis dét; at Olde nok havde holdt hånden over ham :-) :-) Man bliver ihvertfald lige tænksom. Også over fart har jeg mærket; billiesten kørete IKKE hurtigt (20-30 km) så tænk, hvad der sker når man kører 80. Eller endnu stærkere (som jeg vist godt kan komme til af og til....Hmmm)
      Jeg læste dit fine indlæg og HAR osse kommenteret hos dig selv :-)
      TAK søde Anette.... Kh AM

      Slet