onsdag den 12. juni 2013

Et helt særligt billede - med en helt særlig historie...

Jeg har været igang med et billede som var noget udover det sædvanlige. Det er alle billeder selvfølgelig - på en eller anden måde. Men dét her var særligt. Skulle rumme en særlig historie. En lille skøn dreng kom til verden for knap tre år siden. Med handicap. Forældrene havde ham kun til låns, og det vidste de. Men de vidste ikke hvor kort eller lang tid de fik lov at være sammen med ham. Lære ham at kende.


Moren havde læst en historie op til hans dåb, og de ville gerne have et billede med denne historie. Et stort billede på 1 gange 1 meter. Det skulle være et billede med glade farver og et glad budskab. For livet med ham var en glæde. Trods alt. For to måneder siden, efter jeg VAR igang med tankeprocessen, døde lille Simon så.... Et par uger efter var hans Mor forbi med scrap-bog og en lang snak. Nu havde historien ENDNU mere betydning da hun osse havde læst historien op til hans begravelse. Jeg var - og er - meget rørt og taknemmelig over den tillid der blev mig vist. Og opgaven med at male billedet til dem var bestemt ikke noget jeg tog let på.


Det var vigtigt for mig at få det frem som betød noget for dem. Det var vigtigt at gøre det til "et familiens billede" så det ikke bare hang der som et stort dystert monument. At de to tilbageblevne drenge også kunne synes de var en del af billedet. Og sidst men ikke mindst var det vigtigt for mig, at gøre det hele med STOR respekt.


Jer som læser teksten vil kunne se at jeg i billedet bla. har taget udgangspunkt i dén historie. Men samtidig har jeg brugt en del personlige elementer; i bunden af billedet ligger flere ting(disse ting kan anes på tæt hold); et journaludskrift, den første seddel fra vuggen på sygehuset, en fødselsattest... På billedet herover små fodaftryk fra Simon var helt lille - de stopper pludseligt...præcis som hans liv. De tre "træer" (som symbol på de tre drenge), hvoraf det midterste er lavet af blade fra naturen. Et blad som ikke længere er grønt, men alligevel har efterladt noget smukt (kan ses nogenlunde tydeligt på midterste collage) Bamsen fra dødsannoncerne og S'et som helt af sig selv var opstået..... et par sætninger fra den lange tekst...det og flere ting var med til at skabe en helhed for en familie om DERES historie

Igår afleverede jeg billedet. På to måneders dagen for Simons død. Og jeg fik den sødeste sms med billede i aftes; billedet var på plads og de var rigtig glade. TAK fordi jeg fik denne mulighed....

12 kommentarer:

  1. Hold op sikke en rørende historie, dejligt du ramte rigtigt og de blev glade for billedet, dyb respekt her fra.

    Mona

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det var meget rørende, og jeg har ikke været så spændt på at vise et billede frem tidligere :-) Rigtig dejligt de blev glade...Tak Mona...

      Slet
  2. Pyyyha,- er helt rørt! Smuk tanke med billedet og alle de små fortællinger det rummer. Ja, det må helt sikkert have været noget ganske særligt at få lov at lave dette billede. Flot er det blevet. Og dejligt at det faldt i smag hos familien, der nu har det på sin væg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Anette - som sagt var det virkelig også en stor udfordring fordi det død og sorg jo ikke lige er det jeg plejer at have med i mine billeder. Og det SKULLE jo med. Side om side med livsglæde og taknemmeligheden over at de fik lov at have deres søn den tid der nu var.... Det var en stor, stor glæde at aflevere det!

      Slet
  3. pyha, ja her står tårerne også forrest lige nu! Sikken trist og samtidig rørende historie, og hvilken stor opgave for dig. Du har løst den perfekt og med megen respekt og dermed givet familien et dagligt lille lys i sorgen! Det er stort Anne-Mette :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Årrhhh...jeg bliver så glad fordi "andre" også synes jeg "har fanget" dét. Dét vigtige og dét som fortæller historien om et fint men kort liv - og det familien lærte. Bla. at det GIVER kræfter at måtte bære. jaaahh - det har været et billede som har givet rigtig mange tanker hos mig :-) Så tusind tak for dine ord Nola!!!

      Slet
  4. Små liv, der stopper alt for tidligt, rammer dybt i alle. Det er altid trist, uanset hvad. Også selvom familien er afklaret og kan sætte gode ord på liv og død.
    Din opgave er virkelig et spørgsmål om tillid.
    Personlige malerier er altid mere end meget personlige og det er ikke nogen let opgave, at gøre sådan et bestillingsarbejde.
    Men du har virkelig gjort det, Anne-Mette. Og meget respektfuldt.
    Et dejligt varmt og glad maleri, der rummer det hele og minder familien om - på en god måde.

    SvarSlet
  5. Sikke dine ord gør mig glad, Anette... Vi har jo talt om det - det der med at de personlige malerier kan være vanskelige. Og dette stillede ekstra store krav. Jeg blev meget, meget glad da jeg så deres reaktion på billedet - det ar en go følelse. TAK!! for dine ord :-)Rigtig go weekend Anette

    SvarSlet
  6. Hvor er det dog en fantastisk tanke, at gemme så kort et liv, ikke bare i hjertet, men også synligt i sin hverdag, i både billede og ord. Tænk hvor er det en smuk opgave du har fået, og løst så fint. Teksten har jeg stadig til gode, da historien i sig selv er rørende nok for mig disse dage. Vender tilbage og tager teksten, når jeg ikke er helt så "tyndhudet" :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen Lotte altså....sådan er det jo også nogen gange; at vi er lige lidt for tyndhudede. Tænker på dig - og håber livet vender den rigtige vej for dig lige om lidt igen :-) Og TAK fordi du alligevel tog dig tid til at kommentere indlæg/billede.

      Slet
  7. Åhh, Anne-Mette sikke en trist og på engang smuk historie, sidder med tårer i øjnene - du beskriver det meget rørende. Det må være noget af en opgave af få, men du har virkelig fået mange budskaber/historier flettet ind, kan godt forstå at de blev glade.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød Anita! jamen det VAR altså også en helt speciel opgave for mig... og ikke noget jeg "bare lige" gjorde :-) Jeg kunne godt li' forældrenes "budskab" om at det skulle udstråle glæde; det VAR en glæde at de havde haft deres søn. Ikke en sorg... Kys dine egne en ekstra gang, ikk' Anita :-) :-)

      Slet