Nogen gange har man bare lov at være (rigtig) heldig...

I fredags begyndte Mindstemanden til "mountainbike". Han var glad og tilpas, til trods for et lille styrt i skoven; det hører vist med. Særligt når man er ny. Han byggede baner i haven - ville gerne udfordre sig selv. Så vidt så godt.... I tirsdags cyklede han til købmanden og på vej hjem kommer han forbi nogle trapper. I hans øjne en fortrinlig forhindring. Han får sikkert pæn fart på, men kender stedet, hvor han cykler.

Desværre får han ikke bremset i tide. Han cykler lige ud i siden af en bil. Bliver kastet op på motorhjelmen, hvor bilens forrude smadres og lander på den anden side af bilen. Stakkels, stakkels ham - og det samme for billisten som var helt uskyldig.

Men Marcus har været heldig. VI har været heldige. Som i meget, meget heldige. Han er sluppet med lidt blå mærker bagpå og på knæet. Det er små bitte marginaler som gør at historien endte som den gjorde; og jeg skal være ærlig at sige, at det er de forskellige scenarier som har udspillet sig i tankerne mange gange de sidste par dage. Vi kan ikke bruge det til noget som helst. Andet end til at være DYBT taknemmelige. Og det er vi!!!

                      (Billederne hér er helt uden for kontekst - og så alligevel ikke. Det er en collage jeg lavede efter Mindstemandens 12 års fødselsdag for nylig)

HELDIGVIS bruger Marcus altid sin grønne cykelhjelm, heldigvis var billisten lige drejet om et hjørne så farten var lav. heldigvis ramte han siden af bilen og ikke ind foran, heldigvis.....Heldigvis fik han bare et par blå mærker og en rigtig grim oplevelse. Men også en forståelse af - på den hårde måde - hvad det er vi mener når vi snakker med vores unger om at være agtspågiven i trafikken.

Kys jeres unger og dem I ellers elsker. Fortæl dem ENDNU ENGANG, hvorfor det er så super vigtigt med den hjelm. Og at passe på derude i trafikken.

Hvorfor overhovedet skrive dette indlæg; fordi livet bag skærmen er andet end hygge og krea-dimseri ( desværre ;-) ), fordi der er nok af årsager til at skønne på alle de små og store fantastiske ting i vores liv. Sidst, men ikke mindst, for at huske os selv og vores unger på at det er ligegyldigt, hvem der har "retten på sin side" i trafikken - de bløde trafikanter kommer altid til kort.

Cyberknus herfra...