Nogen gange har man bare lov at være (rigtig) heldig...

I fredags begyndte Mindstemanden til "mountainbike". Han var glad og tilpas, til trods for et lille styrt i skoven; det hører vist med. Særligt når man er ny. Han byggede baner i haven - ville gerne udfordre sig selv. Så vidt så godt.... I tirsdags cyklede han til købmanden og på vej hjem kommer han forbi nogle trapper. I hans øjne en fortrinlig forhindring. Han får sikkert pæn fart på, men kender stedet, hvor han cykler.

Desværre får han ikke bremset i tide. Han cykler lige ud i siden af en bil. Bliver kastet op på motorhjelmen, hvor bilens forrude smadres og lander på den anden side af bilen. Stakkels, stakkels ham - og det samme for billisten som var helt uskyldig.

Men Marcus har været heldig. VI har været heldige. Som i meget, meget heldige. Han er sluppet med lidt blå mærker bagpå og på knæet. Det er små bitte marginaler som gør at historien endte som den gjorde; og jeg skal være ærlig at sige, at det er de forskellige scenarier som har udspillet sig i tankerne mange gange de sidste par dage. Vi kan ikke bruge det til noget som helst. Andet end til at være DYBT taknemmelige. Og det er vi!!!

                      (Billederne hér er helt uden for kontekst - og så alligevel ikke. Det er en collage jeg lavede efter Mindstemandens 12 års fødselsdag for nylig)

HELDIGVIS bruger Marcus altid sin grønne cykelhjelm, heldigvis var billisten lige drejet om et hjørne så farten var lav. heldigvis ramte han siden af bilen og ikke ind foran, heldigvis.....Heldigvis fik han bare et par blå mærker og en rigtig grim oplevelse. Men også en forståelse af - på den hårde måde - hvad det er vi mener når vi snakker med vores unger om at være agtspågiven i trafikken.

Kys jeres unger og dem I ellers elsker. Fortæl dem ENDNU ENGANG, hvorfor det er så super vigtigt med den hjelm. Og at passe på derude i trafikken.

Hvorfor overhovedet skrive dette indlæg; fordi livet bag skærmen er andet end hygge og krea-dimseri ( desværre ;-) ), fordi der er nok af årsager til at skønne på alle de små og store fantastiske ting i vores liv. Sidst, men ikke mindst, for at huske os selv og vores unger på at det er ligegyldigt, hvem der har "retten på sin side" i trafikken - de bløde trafikanter kommer altid til kort.

Cyberknus herfra...

Nyt og gammelt der klæder hinanden...

Sidste år måtte min svigermor flytte i en beskyttet bolig. Hun blev SÅ glad for det og "føler sig som blommen i et æg". Virkelig dejligt!! da det ikke var (og sikkert sjældent er) nogen nem beslutning. Det betød at hendes hus skulle sælges og der skulle ryddes op i sagerne, da hun jo langt fra kan have alt i sin nye bolig. Vi fik flere rigtig fine ting hjem til os, og jeg er SÅ glad for tingene og ikke mindst dét at vi har kunnet sige hende tak efterfølgende. Og vis hende at vi bruger det. Og sætter stor pris på det!

Bla. dette smukke stel. Johnny var lidt i tvivl "om det var noget" - men jeg synes det er super, super fint. Og der er Alt. A.L.T. Kaffe og spise-stel til til 12. Fade og skåle i forskellige størrelser, sukkerskål samt kaffe - og flødekande.

Frem af gemmerne kom ligeledes sølvtøjet, som har været min farmors; Jeg fik det sidste år af min farbror, og er rigtig glad for at han tænkte på mig. Dels synes jeg det er rigtig pænt (er der nogen der kender mærket?) og dels er det en stor glæde at dække et smukt bord - som samtidig har stor affektionsværdi.

Men jeg manglede nogle pæne vandglas. Inspireret af en mine nære veninder gik jeg på jagt efter et farvet som ville stå godt til farverne på tallerkenen. Meget gerne et grønt. Hér kom Iittala mig til hjælp da der kom nogle nye farver; "skovgrøn" hedder farven jeg valgte. Jeg synes simpelthen det ser SÅ smukt ud med det gamle service, sølvbestikket og de enkle (skov)grønne Kartio vandglas. To Kastehelmi stager i samme skovgrønne farve røg med i kurven og jeg synes det hele klæder hinanden rigtig flot.

Sixtyfour, en hundepote &...

Min veninde spurgte om jeg ville hjælpe med et billede; de skal til fødselsdag hos gode venner og ville gerne medbringe noget mere personligt. Jeg kan rigtig godt li' den slags....ihvertfald, hvis jeg har rimelig frie hænder. Jeg kan godt li' dét med at indsamle en masse personlige oplysninger - og så gå nogle dage og tumle med, hvordan jeg får det implementeret. Noget er ret nemt. Noget kræver lidt "omveje". Men det er altid en sjov udfordring. Særligt hvis jeg får den i god tid.... så der er tid til tankerne. Tid til "ommerne" og til at bygge billedet op, lag-på-lag.

Hér er mange lag. Noget er gemt, noget skal man lede lidt efter og noget ser man med det samme. Sådan kan jeg godt lide det. Og lad os så håbe at modtagerne har det på samme måde! For bare at nævne en smule af det der er med på billedet; familiens initialer, gps-koordinaterne for deres adresse, diverse ord klippet ud af aviser bla. "nærvær vægtes", en lille hundepote osv.

Jeg indfarvede lidt skopapir og en Marimekko serviet for at have lidt collage-papir. Brugte noget af det papir som søde Anette lærte mig "at ruste", lavede lidt med min gelli plate og bunden af en kødbakke. Desuden lavede jeg et dokument med henholdsvis en kaffe- og en tekop - gentaget adskilligelige gange og printede osse dette ud på mit evigt brugte skopapir (GODT husstanden rummer 5 personer så jeg ikke ene skal hive det papir hjem - aarrhhmeenn dét ville jo bare være synd og skam. Eller....)

Nå, men nu er billedet færdigt og jeg glæder mig til at aflevere det til min veninde. Tilbage var en masse små rester så det var nemt at sætte lidt papir sammen til et kort til min far da han den anden dag fyldte 65.
Kære alle.....TAK fordi I stadig hang på selvom jeg "blev væk" lidt - det betyder rigtig meget for mig!! Håber I alle må få en dejlig søndag