Dét her er et af de indlæg jeg har grublet lidt over - for og imod. Skal - skal ikke....Jeg kunne godt lave indlægget med bare en del af sandheden. Og det må jeg selvfølgelig gøre som jeg vil - det er jo mig der sidder med nøglen til matriklen. Men egentlig vil jeg gerne løfte en lille smule mere...Give lidt mere af mig selv. Og derfor blev billedet, jeg fik af Merete i påsken, anledningen til at dele lidt mere.
Grunden til at dét blev anledningen, er at hun malede "det perfekte billede" til mig. Og et meget personligt billede!!! Jeg elsker at hun overraskede mig på den måde, at hun har lavet billedet med mig i tankerne, at hun har brugt af farver hun vidste jeg er begejstret for. Kort sagt; I'm in Love (som Manden udtrykte det en dag; "man skulle ha' være et billede...." Heldigvis sagt med et stort glimt i øjet; han er glad for der er noget som optager mig og giver mig glæde. Ikke kun det hér billede, men BILLEDER og FARVER i det hele taget)
Merete har lavet billedet med tanke på et "pick-me-up-billede, noget til at hjælpe mig igennem når jeg synes det er lidt svært. Jeg har kroniske smerter og har haft det de sidste 10 år - nå ja, i begyndelsen var de naturligvis ikke kroniske, men.... Smerter som i begyndelsen begrænsede sig til lænden, men nu er i hofterne, hele ryggen, i nakken, i skuldrene og det øverste af armene. Jeg har gode og knap så gode perioder (ELLER hvis vi skal kalde en spade for en spade; så er "de knap så gode perioder" nok nærmere "ret dårlige"!) - alle perioder har smerter, der er bare mere eller mindre af det. Det betyder enormt meget i min og VORES hverdag, og efterhånden som de gode perioder er blevet både færre og kortere har jeg virkelig meget brug for at kunne anskue livet fra den lyse side - for ikke at blive helt kvalt i det.
Eksempelvis var vinterferien en tur til helvede og tilbage igen, og for første gang havde jeg VIRKELIG oplevelsen af at, hvis jeg ikke havde haft Manden havde jeg ikke klaret det. (velvidende at det havde jeg selvfølgelig for det gør man jo!!! men... det var slemt og han er
eminent til at "trække mig igennem". Ikke ved at pylre eller den slags, overhovedet, men ved, på sin stilfærdige facon, at sørge for at tingene bliver gjort, ved at hjælpe mig, hvor han kan se jeg har brug for det men allermest ved at sørge for at vores hverdag rummer humor.
At vi griner.... Ikke på en klovneagtig eller useriøs måde, men på en måde som passer godt til mig. Til os. Og jeg var - og ER - enormt taknemmelig.
Det er en særdeles lang proces at vænne sig til at ens liv er SÅ markant anderledes end det var før. End jeg havde tænkt det skulle være...(som før nævnt står der bla. på min opslagstavle; "Sometimes life has other plans") Men jeg synes jeg er igennem processen. Ikke sådan at jeg aldrig bliver ked af det. Eller frustreret... Helt ærligt - det gør jeg da!! Særligt når det er rigtig svært og fordi jeg aldrig ved, hvor længe det varer inden det vender igen. Men på den måde, at jeg har accepteret at sådan blev det så for mig. Og dét skal IKKE hindre mig i at have et godt liv!!!! Det gør det ikke.... Det kan godt være, det ofte hindrer mig i at gøre det jeg gerne vil - men så er jeg glad for det jeg kan!! Taknemmelig for det som lader sig gøre, taknemmelig for grin og hygge med familie og venner - masser af ting gør mig fuld af glæde!
Helt banalt i virkeligheden har det betydet at jeg er mere opmærksom på de små og gode ting i mit liv. Der skal ikke så meget til før jeg oplever de dér små glimt af lykke. Blandt andet derfor startede jeg med at blogge; bloggen skulle være MIT fristed - helt og aldeles smertefri (og det er den stadig selvom jeg deler et lag mere idag) Den skulle være et sted, hvor jeg kunne "lufte" mine billeder og andre kreativiteter som jeg hygger med med at lave (på samme tid kan det så være et vidensbyrd til mig selv om at jeg faktisk
får lavet noget, hvis jeg indimellem synes at det hele går lige en tand for langsomt og jeg
aldrig får lavet noget (tror ikke man behøver have det som jeg for at føle sådan :-) ) Sidst men ikke mindst kunne jeg øve mig i at fotografere og billederedigere, øve mig i at fange de der små øjeblikke - alt sammen ting som hjælper mig med at holde fokus på de gode ting. SÅ når jeg hidtil ikke har skrevet om smerter eller andet i dén boldgade så er det
ikke for kun at vise glansbilledet frem - det er pga. ovennævnte årsager!
At det at blogge så har givet mig en hel masse mere end det jeg forestillede mig på forhånd er jo bare et ekstra plus; som de fleste andre der blogger elsker jeg kommentarer!!! Dels er det altid sjovere at skrive når man ved der sidder nogen i den anden ende og dels kan jeg rigtig godt li' den udveksling der sker hér, nye ideer opstår, nye virtuelle venskaber -
dét gør mig glad. Jeg bliver glad når jeg ser nye har fundet vej eller jeg ser at nogen er blevet inspireret hos mig.... Jeg nyder ligeså meget selv at komme rundt i Blogland; der findes mange dygtige, kreative, fantastiske, søde, inspirerende, eftertænksomme, sjove bloggere derude som også er med til at gøre godt for mig :-) :-)
Kære alle jer der har læst med hertil - Tusind tak fordi I kigger ind og tak, hvis I har tid at lægge en kommentar. Det betyder meget for mig. Det betyder også noget at have delt lidt mere af mig, men i mit daglige skriveri er det ikke noget der vil gøre en forskel.
Det at male er faktisk det eneste tidspunkt jeg kan blive så optaget at det giver mig en lille pause og dét er ret fantastisk!!! Nu har jeg så mit eget lille Merete Lisby-værk til at bringe glæde; masser af lag og lækre farver og desuden små "beskeder" rundt omkring i billedet som NEVER LET PAIN WIN, Tougher than the rest, turn your back to your back, Enjoy Life... Den skønne kvinde på høje hæle som "vender ryggen til de lærde" (ham den kloge med brillerne :-) ) giver den gas og nyder livet alligevel. Og det gør jeg :-)
